Pædagoger opfordrer til nødpasning i julen

Landets pædagoger undrer sig over, at daginstitutionerne fortsat skal holde åbent, mens regeringen har besluttet at sende både de yngste børn i skolen og SFO’erne hjem som en del af en ny nedlukning.

Det fortæller formanden for pædagogerne faglige organisation Bupl, Elisa Rimpler.

Hun er tilfreds med, at der lukkes ned for skoler, SFO’er og fritidsklubber for at begrænse smittespredningen. Men hun er uforstående over for, at der ikke overgås til nødpasning i daginstitutionerne.

Samtidig påpeger hun, at smitteniveauet blandt det pædagogiske personale i vuggestuer nu er større end blandt ansatte på plejehjem og skoler.

– Vi hører om meget vanskelige arbejdsforhold i daginstitutionerne. Det psykiske arbejdsmiljø er alvorligt presset, siger Elisa Rimpler.

– Vi får stadig flere henvendelser fra pædagoger og ledere, som fortæller om umulige og meget utrygge forhold. Det havde vi håbet og forventet, at regeringen ville handle på.

Regeringen præsenterede onsdag aften en række nye coronarestriktioner. De betyder blandt andet, at børnene i folkeskolens yngste klasser, SFO’er og klubber sendes hjem fra på mandag og frem til efter nytår.

Daginstitutionerne skal fortsat holde åbent.

– Vi vil gå langt for at få samfundet til at køre, men det er meget at forlange, at mens hele landet lukker ned, skal pædagogerne i daginstitutionerne stadig gå på arbejde, som de plejer, siger Elisa Rimpler.

Men ifølge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vurderer sundhedsmyndighederne, at “det er forsvarligt og vigtigt, at de børn, der har brug for pasning hen over julen, kan blive passet”.

Det skriver hun i et opslag på Facebook.

Hun gør opmærksom på, at børnene fortsat bør holdes på deres stuer og medgiver, at kan det ikke lade sig gøre på grund af hjemsendt eller sygemeldt personale, så bør man gå over til nødpasning.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top