Penthouse-byggeri for millioner i Nykøbing

Omkring 1. november tages første spadestik til i alt 5 punkthuse i 4 etager med i alt 60 lejelejligheder og 10 penthouse-boliger på toppen lige ud til Limfjorden i Nykøbing.

Boligområdet, som er blevet døbt Klostertoppen og som skal opføres på det grønne område ved Klosterparken, beskrives som det største bolig-byggeprojekt på Mors nogensinde.

– Vi opfører ét punkthus ad gangen, startende med nummer 5 (bygningen længst til venstre på fotoet, red.), så der er max. 2 penthouse-lejligheder til salg samtidigt, fortæller Morten Stampe, der er direktør for Bodilsen Totalbyg, som er totalentreprenør og udvikler på projektet.

De enkelte punkthuse kommer hver til at indeholde to 3-værelseslejligheder på ca. 98 kvadratmeter, to 2-værelseslejligheder på ca. 68 kvadratmeter på hver af de tre etager Lejlighederne skal lejes ud- Lejeprisen starter ved 5.900 kroner ekslusiv forbrug for de mindste lejligheder i stueplan. De to penthouse-lejligheder øverst i hver af bygningerne er ejeboliger. Prisen starter ved 2.500.000 kroner. Hertil kommer ejerudgifter til den indvendige aptering – dvs. inventar, gulve osv.

Lige nu syner området ikke af meget, men det bliver der snart ændret på.

– Begge penthouselejligheder er allerede solgt, så nu mangler vi blot at få verificeret lejeinteressen, før vi kan gå i gang, fortæller Morten Stampe.

Opførelsen af de enkelte punkthuse vil først blive sat igang, når de respektive penthouse-lejligheder i de enkelte blokke bliver solgt og kun hvis der samtidig er en “rimelig lejeinteresse på lejelejlighederne i punkthuset“.

Hvis alt går som håbet vil lejlighederne i Punkthus 5 være klar til indflytning til næste sommer.

Budgettet for det storstilede boligprojekt er ukendt, fordi bygherren Profound Partners fra Silkeborg ikke ønsker det offentliggjort. Det er A78 ARKITEKTER der har tegnet punkthusene.

Du kan læse meget mere om Klostertoppen HER.

Konkurs, prestigeprojekt og genrejsning
I 2015 blev Bodilsen Totalbyg erklæret konkurs – til stor ærgrelse for Morten Stampe:

– Bodilsen Totalbyg A/S var et støre entreprenørfirma, som var meget lokalt forankret i området, der uden videre blev lukket af den daværende finansielle partner, som følge af lukningen af Fjordbank Mors, fortæller han og forklarer, at selvom firmaet var veldrevet med en rimelig soliditetsgrad var der behov for en kassekredit:

Direktør for Bodilsen Totalbyg, Morten Stampe. Pressefoto

– Det udnyttede den finansielle partner desværre, konstaterer Morten Stampe.

Kort tid efter etablerede Morten Stampe, der er uddannet ingeniør, virksomheden Newcon Entreprise A/S, som fortsatte aktiviteterne med udvikling, optimering og entreprisestyring. Sidste år skiftede virksomheden navn til det velkendte Bodilsen Totalyg A/S.

– Jeg har således prøvet at gå konkurs, og har derfor noget jeg gerne vil have rettet op på i forhold til offentligheden. Det bør dette projekt være en kærkommen mulighed for, slutter Morten Stampe.

Forfatter

Related posts

Top