FC Thy Piger har taget hul på en ny sæson med Teknik- & Kompetancetræning i samarbejdsklubberne, og pigerne strømmer til: I alt har 143 piger i alderen U9 til U15 er netop startet på den målrettede træning.
Teknik- & Kompetancetræningen er et tilbud til de tre samarbejdsklubber, HBV Sydthy, Løgstør IF og Morsø FC. De får i løbet af foråret hver besøg fire gange af et trænerteam fra FC Thy Piger med sportschef Jannik Riis i spidsen.
Målet er at tilbyde træning og inspiration til klubbernes pigespillere og deres trænere.
– Vi er alle stolte over den store opbakning, der vidner om, at når vi alle støtter, hjælper og inspirerer hinanden, så løfter vi i flok. Det er vores intention i FC Thy Piger. Det vigtigste er glæden, fællesskabet og at pigerne udvikler sig personligt og på fodboldbanen, siger Jannik Riis.
FC Thy ønsker med tilbuddet og samarbejdet at være med til at løfte pigefodbolden i Nordvestjylland og på blot et år, er der tale om en markant fremgang i deltagerantallet. Sportschefen tilskriver succesen, at indsatsområderne omkring pigefodbolden i det nordvestjyske hjørne af landet er lykkedes rigtig godt.
Du kan læse mere om FC Thy Piger og samarbejdsklubberne HER