Pinen og Plagen kåret som Årets Forening på Mors

Lørdag formiddag og nogle timer frem blev priserne til Årets Kunstner, Årets Frivillig, Årets Forening og Årets Ungleder på Mors uddelt.

Priserne skulle have været uddelt til Frivilligfesten, som dog blev aflyst på grund af corona.

Årets Forening
Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) stod for at uddele prisen til Årets Forening. Ikke nogen let opgave set i lyset af, at Mors har mange foreninger, som gør et fantastisk stykke arbejde for at skabe liv og sammenhold på øen.

Prisen tildeles løbeklubben Pinen og Plagen. Borgmesteren sagde blandt andet følgende om begrundelsen for valget i sin tale:

– Pinen og Plagen yder et vigtigt bidrag til sundhed og sammenhold på Mors. Sammen udretter klubbens frivillige de mest utrolige ting og sætter hele øen i sving. Klubben har en kultur, som gør en positiv forskel i medlemmernes liv og for Mors, sagde borgmesteren og sluttede af med ordene:

– I indstillingen til denne pris er der også mange roser for jeres 100 Miles. Klubben har et fantastisk engagement i lokalsamfundet og skaber positiv opmærksomhed omkring Mors og øens skønne natur – både nationalt og internationalt. Stort tillykke med titlen som Årets Forening 2019 til jer alle i Pinen og Plagen.

Udover Pinen og Plagen var også Bio Mors og Midtmors Sportsforening nomineret til prisen.

Forfatter

Related posts

Top