På en række møder er ansatte og medlemmer af skolebestyrelserne på folkeskolerne i Thy, som de første, her til aften blevet præsenteret for planerne for,
hvordan fremtidens skolestruktur i Thy skal se ud. Der er tale om markante
ændringer.
Et faldende børnetal betyder nu, at folkeskolerne i Thy i fremtiden skal samles på færre adresser. Det er i hvert fald oplægget til kommunalpolitikerne, som på mandag den 13. marts tager hul på debatten, når Børne- og Familieudvalget skal behandle spørgsmålet politisk. – Det politiske oplæg fra budgetforhandlingerne i efteråret var, at der skulle spares ni mio. kr. på skoleområdet, og samtidig skulle vi sætte en ny ramme for skolerne i Thy. Den skal sikre en både faglig-, social- og økonomisk bæredygtig folkeskole i en længere årrække. Det gør vi med forslaget her, men vi er også klar over, at det er en plan, som her og nu vil betyde ændringer
mange steder, siger Lars Sloth, der er direktør på området i Thisted Kommune.
Thisted Kommunes folkeskoler varierer i dag i størrelse fra 50 elever til 522 elever, og syv skoler eller skoleafdelinger har færre end 100 elever. Det lægger forvaltningen nu op til at ændre, og her til aften er alle ansatte på Thisted Kommunes 15 folkeskoler og alle skolebestyrelsesmedlemmerne blevet orienteret om den plan, der er udarbejdet på baggrund af et større analysearbejde på skoleområdet.
Det konkrete oplæg
I planen lægges der op til, at de tre mindste af kommunens skoler i Koldby, Vestervig og Bedsted lukker. Eleverne fra Koldby skal til Snedsted, og eleverne fra Vestervig og Bedsted skal til Hurup. Også de to afdelinger af Hannæs-Østerild Skole, der ligger i Vesløs og Østerild ønskes lukket. Eleverne fra Østerild skal til Frøstrup-afdelingen af Hannæs-Østerild Skole, mens eleverne Vesløs fremover skal gå i skole på Østre Skole i Thisted. Derudover ønsker man at lukke overbygningsafdelingen på Hanstholm Skole. Eleverne herfra skal – som eleverne fra Vesløs – også gå i skole på Østre Skole i Thisted.
Planen lægger nemlig op til at Østre Skole fremover alene skal være overbygningsskole. Det betyder at skolens nuværende 0.-6. årgang skal gå på Tingstrup Skole, mens Tingstrup Skoles overbygning flyttes til Østre Skole. Det betyder, at 0.-6. klasse fra Østre og Tingstrup skole samles på Tingstrup Skole.
En bunden opgave
Formand for Børne- og Familieudvalget i kommunen, Peter Larsen ser frem til, at sagen skal diskuteres
politisk og med borgerne i Thy.
– Vi står med en bunden opgave. Skolebestyrelserne henvendte sig også til os i efteråret og efterspurgte en samlet og langtidsholdbar plan. Vi kigger ind i, at børnetallet fortsat falder, og det betyder hvert år en strammere og strammere økonomi til skolerne. Med den foreslåede model får vi fremtidssikret strukturen for folkeskolen i Thy, så vi i stedet for, at der hele tiden hersker usikkerhed om de små skolers eksistens, kan tale om indholdet, og hvordan vi laver den bedste folkeskole for eleverne, siger Peter Larsen. Samlet set vil den ovenstående model fra Børne- og Familieforvaltningen give en besparelse på 15,5
mio. kr. Det betyder, at der efterfølgende vil være 6,5 mio. kr. til geninvestering i skolerne i Thy. Hvordan de præcist skal bruges, bliver en del af diskussionen frem mod vedtagelsen af en ny skolestruktur.
–
Alle er bedst tjent med, at vi får skabt ro om området. Nu ligger der et forslag som er langtidsholdbart. Vi skal have en langt bedre udnyttelse af de ressourcer, der er til rådighed og sikre den fremtidige rekruttering, hvor der er udsigt til mangel på lærere og dygtige skoleledere, siger Peter Larsen.
Hvad sker der nu?
Når Børne- og Familieudvalget har behandlet sagen på mødet den 13. marts, skal den behandles i økonomiudvalget den 22. marts inden den skal førstebehandles på kommunalbestyrelsesmøde den 28. marts. Beslutter kommunalbestyrelsen at gå videre med planen om skolelukninger, så skal der, jvf Folkeskoleloven, være en høringsperiode på otte uger. Den vil løbe fra 29. marts til 24. maj. I den periode vil der i givet fald blive planlagt en række offentlige høringsmøder, som der vil komme
information ud om.
I juni forventes sagen igen at blive behandlet af Børne- og Familieudvalget inden der er politisk anden behandling på det sidste kommunalbestyrelsesmøde inden sommerferien.
Der er lagt op til at ændringerne skal træde i kraft fra skoleåret 2024/25.
Følgende skoler/matrikler lukkes:
• Vestervig skole
• Bedsted skole
• Koldby skole
• Hannæs-Østerild – Vesløs og Østerild afdelingerne.
Følgende ændringer i 0.-6. klasse:
• Østre 0.-6. klasse flyttes til Tingstrup Skole
Følgende ændringer i overbygningen:
• Tingstrup overbygning flyttes til Østre.
• Hannæs-Østerild Skoles Vesløsafdeling flyttes til Østre Skole
• Hanstholm Skoles overbygning flyttes til Østre Skole
• Rolighedsskolens Rolighedsklasser (7.-10. kl.) flyttes til Østre Skoles Flexklasser
Følgende skoledistriktsændring
• Klitmøller by flyttes fra Hanstholm Skoles distrikt til Sjørring Skoles distrikt
Foto: Pressefoto