Klitmøller skal have et multihus, hvor man – på tværs af aldersskæl – blandt andet kan samles om sport, kultur og meget andet. Det er resultatet af det forprojekt, som projektgruppen bag, har fået udarbejdet.
Forprojektets primære formål har været en borger- og brugerinddragende proces, hvor man har afklaret og prioriteret behov og ønsker med henblik på at planlægge og programmere et multihus fuld af liv. Et hus, som byens borgere i alle aldre har lyst til at bruge – et lokalt omdrejningspunkt og mødested, der kan anvendes dagen lang og året rundt, skriver Michael Max fra projektgruppen på Facebook.
“Nu, hvor vi kender til byens ønsker og behov, er næste store fase at realisere projektet gennem en totalrådgiver. Dette vil kræve en betydelig indsats for at sikre den nødvendige økonomi og foretage de rette prioriteringer. Der skal udarbejdes en plan og samarbejdes med kommunen, grundejer og andre relevante aktører”, fortæller han.
Næste skridt er at mobilisere en ny arbejdsgruppe, der vil tage ansvar for denne opgave.
“Vi er stadig nogle fra den oprindelige gruppe, der fortsætter, men vi vil gerne høre fra flere, der kunne se sig selv arbejde på at realisere dette spændende projekt. Er du interesseret så skriv til klitmollerhus@gmail.com”, lyder opfordringen.
Illustration : Klitmøllerhus