Da Tingstrup Skole i Thisted igår fik tilsendt en bombetrussel via intranettet Aula, blev mistanken straks rettet mod en 13-årig elev.
Nu viser Politiets foreløbige efterforskoning, at den 13-årige med al sandsynlighed ikke står bag. For mens han sad til afhøring på politistationen modtog en underviser en besked via iMessage hvor ordlyden var den samme som den der blev sendt ud via Aula. Men for det første sad den 13-årige til afhøring da beskeden blev sendt, og for det andet ejer han ikke en iPhone:
– I bund og grund tror vi ikke at det er ham (den 13-årige, red.) der står bag, fortæller politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Han ønsker ikke af hensyn til den videre efterforskning at røbe ret meget mere, men fortæller at meget tyder på, at den 13-årige’s forskellige konti på internettet er blevet hacket og misbrugt, og at sporene i øjeblikket peger mod Fyn.
Elever og ansatte på skolen blev kortvarigt evakueret på grund af en bombetrusselen, men undervisningen blev hurtigt genoptaget fordi truslens ordlyd og andre omstændigheder førte til, at politiet i løbet af kort tid vurderede, at der ikke var tale om en reel trussel.
-Vi kunne hurtigt konstatere, at der udelukkende er tale om drengestreger, og evakueringen af skolen kunne ophæves. Drengestreger som denne ligger i den alvorlige ende, og det er et stort setup, der aktiveres, når der er mistanke om bombetrussel, udtalte vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz i en pressemeddelelse i går.
I truslen stod der følgende: ”Hej allesammen. Jeg er kommet med i gruppen ”ISIS” og synes lige i skulle vide det så hvis der sprang en bombe så er det bare mig. Undskyld forstyrrelsen. Forsæt god dag.”
Foto: Rigspolitiet