Politiet har beslaglagt over 400 køretøjer siden nye regler

Politiet har beslaglagt 428 køretøjer i forbindelse med vanvidskørsel, siden nye regler trådte i kraft 31. marts.

Opgørelsen, der er foretaget af Rigspolitiet, tæller til og med 1. august.

Siden 31. marts har det været muligt at konfiskere biler, der er blevet brugt til vanvidskørsel – også selv om det ikke er ejeren, der har kørt bilen.

Rigspolitiet kan ikke oplyse, hvor mange af de 428 beslaglagte køretøjer der er ejet af en anden end føreren.

Men i midten af juni viste en opgørelse, at der indtil da var beslaglagt 237 køretøjer. Da var 94 af dem ejet af en anden end den, der førte bilen. Det svarer til knap 40 procent af de beslaglagte køretøjer.

Politiassistent Christian Berthelsen fra Nationalt Færdselscenter under Rigspolitiet fortæller, at der – ligesom ved andre færdselsovertrædelser – er en overvægt af unge mænd, når det gælder vanvidskørsel.

– Det er klart flest mænd, og det er selvfølgelig alle aldersgrupper og sociale lag, men der er en overvægt af unge mænd. Det er det samme billede, vi ser på andre færdselsovertrædelser og på ulykkesstatistikkerne, siger Christian Berthelsen.

Vanvidskørsel er blandt andet, hvis man overskrider hastighedsgrænsen med mere end 100 procent ved kørsel over 100 kilometer i timen.

Det samme gælder, hvis man kører over 200 kilometer i timen. Spirituskørsel med en promille over 2,00 regnes også for vanvidskørsel.

Når en bil er blevet beslaglagt, er det senere op til retten at tage stilling til, om den i sidste ende skal konfiskeres og altså ikke tilbage til ejeren.

/ritzau/

LÆS OGSÅ:

170 km/t – Politiet konfiskerer thybo’s Audi på stedet

Foto: Niclas Jessen

Forfatter

Related posts

Top