Politiet har fokus på uopmærksomme trafikanter hele ugen

I hele denne uge er der endnu større chance for at blive stoppet, hvis man som bilist fifler med mobilen eller gps’en, mens man kører bil.

Politiet vil nemlig sætte en ekstra indsats ind for at stoppe uopmærksomme bilister i trafikken. Kontrollen vil være i alle landets 12 politikredse fra mandag til søndag.

Indsatsen skal støtte Rådet for Sikker Trafiks landsdækkende kampagne “Kør bil, når du kører bil”, der opfordrer bilisterne til at holde blikket på vejen.

Uopmærksomhed hos bilisten er en faktor i hver tredje dødsulykke, og Christian Berthelsen, der er politiassistent hos Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, fortæller, at det er et omfattende problem.

– Kører du eksempelvis med en hastighed på godt 80 kilometer i timen, og kigger du samtidig væk fra vejen i fire sekunder, så flytter du dig 89 meter.

En undersøgelse fra 2017 viser, at seks procent af alle førere af personbiler og varevogne udfører en handling, der kan distrahere dem i trafikken. Eksempelvis sidder de med mobilen, indstiller gps og spiser eller drikker, mens bilen er i fart.

Problemet er dog endnu større hos førere af tunge køretøjer, eksempelvis lastbiler. Her er det 15 procent, der foretager sig distraherende handlinger under kørsel.

/ritzau/

Foto: Rigspolitiet

Forfatter

Related posts

Top