Lokalpolitiet i Thisted beder nu borgerne om hjælp i sagen om den drone, mange borgere melder, flyver for tæt på deres boliger.
– Det kan være, at nogen har taget et billede af dronen eller har en beskrivelse af en mand, der står og styrer en drone – eller en beskrivelse af en bil, som vedkommende er kørt væk i, siger politikommissær Niels Kristensen til TV MIDTVEST.
Flere borgere på Mors frygter, at det er en vindueskigger, der er på spil, og det er en teori, som politiet ikke kan afvise.
– Man kan ikke udelukke, at nogle af flyvningerne har haft et lovligt ærinde. Der er mange regler for droneflyvning, men det står helt fast, at man i hvert fald ikke må flyve forbi folks vinduer, siger Niels Kristensen.
Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.
Foto : Dose Media, Unsplash