Mens de små elever er vendt tilbage til skolerne, så er skolepatruljerne ikke i gang endnu. Derfor har Midt- og Vestjyllands Politi lige nu særligt fokus på trafiksikkerheden omkring skolerne.
Politiet forventer, at det i nogen grad kan sammenlignes med situationen omkring skolestart i august, hvor både forældre og øvrige trafikanter lige skal mindes om hensynsfuld kørsel.
– Derfor vil vi i den kommende uge være tilstede omkring skoledagens start og holde øje med, at skoledagen starter sikkert for kredsens skolebørn, fortæller vicepolitiinspektør og leder af Færdselsafdelingen i Midt- og Vestjyllands politi, Henrik Glintborg.
Både beredskabspatruljer, færdselsbetjente og politiets fotovogne deltager i indsatsen. Der vil være fokus på både hastighed, forældrenes trafikale adfærd i forbindelse med aflevering, uopmærksomhed og brug af sele.
Foto: Politi.dk