Politiet måtte have pebersprayen i brug

Politiet måtte ty til brug af peberspray, da to mænd fra Mors natten til lørdag ikke ville følge politiets anvisninger i Nykøbing.

Sagen tog sin begyndelse kl. 01.56 da de to morsingboer på hhv. 33 og 34 år blev sigtet for støjende adfærd på et værtshus i Havnegade. I den forbindelse blev de tildelt af forbud mod at komme på beværtningen de næste to år.

Den 33-årige ønskede dog i første omgang ikke at oplyse om hverken sit navn eller sin adresse, hvilket gjorde, at han blev sigtet for overtrædelse af retsplejeloven. I mellemtiden blandede den 34-årige sig og blev i den forbindelse sigtet for at forhindre betjentene i at passe deres arbejde. Han blev også sigtet for at tale grimt til betjentene.

Begge mænd modsatte sig at blive anholdt, og derfor blev de sprøjtet i ansigtet med peberspray. De blev efter tre en halv times anholdelse løsladt efter endt afhøring.

Forfatter
Tags

Related posts

Top