Politiet mener, at en bilbrand i Nykøbing natten til mandag er påsat.
Klokken 02.02 lød alarmen hos beredskabet, da bilejeren, som bor på Nørrebro, blev vækket ved lyden af glas der smadres. Kort efter konstaterede han, at hans Toyota Yaris stod i flammer.
– Branden er startet inde i kabinen, og der ligger en sten på ét af sæderne. Det er meget svært at se, at den kan være andet end påsat, fortæller Simon Skjelkær, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midtvest.
Nærmere undersøgelser skal nu af- eller bekræfte vagtchefens mistanke, der styrkes af, at en hundepatrulje fandt et plasticlåg fra en kemikaliedunk i nærheden.
– Ild er selvfølgelig altid alvorligt, og her står bilen tæt op af en bygning, så der skal ikke meget til, at flammerne kan få fat, slutter Simon Skjelkær.
Episoden er blot den seneste i en lang række af hærværkssager mod biler i Nykøbing. I sidste uge fik politiet ni anmeldelser om hærværk på og tyverier fra biler.
Foto: Falck Morsø