Normalt er det Politiet der i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik ruller de store trafikkampagner ud ved skolestart. Men på Hannæs i Thy er det lokalsamfundet – og især børnene- der står bag årets kampagne.
Sammen med den lokale borgerforening, har eleverne fra 3. og 4. klasse på Hannæs-Østerild Skole lavet kampagnen, der består af en række børnetegninger der opfordrer bilisterne til at passe på børnene i trafikken.
Initiativet høster store roser hos Midt- og Vestjyllands Politi:
– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at børnene og den måde, de udtrykker sig på, får forældre og de lokale borgere til at tænke på at køre pænere og tage større hensyn, siger Vicepolitiinspektør i færdselsafdelingen Henrik Glintborg til TV Midtvest.
Børnenes tegninger er blevet til både skilte, postkort, plakater og bannere.
Til efteråret kommer en ny kampagne, og der er det de voksnes tur til at lave plakaterne.