Populær kæmpe-truck på Danmarksturné kommer til Mors

Fredag den 21. februar triller transportbranchens specialdesignede Volvo-truck med indbygget lastbil-simulator ind på parkeringspladsen ved Blidstrup Efterskole på Mors om formiddagen mellem kl. 09:00-13:00.

Lastbilen er en del af et landsdækkende roadshow, hvor eleverne kan prøve kræfter med chaufførjobbet og samtidig få viden om mulighederne bag rattet. 600 skoler og mere end 27.000 elever har haft besøg af roadshowet, siden den indtog de danske landeveje i august 2016.

Roadshowet er et konkret og utraditionelt initiativ, hvor man aktivt søger at få flere unge til at vælge at blive lastbilchauffør. I lastbilen bliver de unge inviteret indenfor, hvor repræsentanter fra branchen fortæller, hvad der skal til for at tage en erhvervsuddannelse, da mange unge helt automatisk fravælger erhvervsuddannelsen som chauffør og går den gymnasiale vej samtidig med, at branchens omdømme har været udfordret. I lastbilen kan de unge blandt andet møde en chaufførlærling samt prøvekøre en tur i lastbil-simulatoren og få en forsmag på jobbet som chauffør.

Lastbilen er en del af et landsdækkende roadshow, hvor eleverne kan prøve kræfter med chaufførjobbet og samtidig få viden om mulighederne bag rattet. Pressefoto

– Vi har virkelig gode erfaringer med at komme ud med trucken. Vi oplever, at eleverne synes, at det er en sjov og spændende måde at få kendskab til en branche på. Ved at eleverne selv får mulighed for at komme indenfor i førerhuset og prøve en tur i lastbilen tager vi dem ud af klasselokalet og giver dem en mere håndgribelig indsigt i jobbet som chauffør. Det kan øge kendskabet til transportbranchen, også for dem som allerede er afklaret med, hvad de skal efter 9.-10.klasse, fortæller Magnus Købke, der er projektchef i Transportens Udviklingsfond, som sammen med Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond (GUU) står bag roadshowet.

Akut mangel på arbejdskraft
Baggrunden for roadshowet er en akut mangel på arbejdskraft i transportbranchen, hvor der inden for få år vil mangle omkring 2.500 chauffører i Danmark. Derfor har 3F og arbejdsgiverorganisationerne ATL (Dansk Industri) og DTL-A (Dansk Erhverv) i regi af Transportens Udviklingsfond og Godstransportens Udviklings- og Uddannelsesfond iværksat kampagnen Job i Transport, der har til formål rekruttere flere chauffører.

Det tyder på, at den direkte dialog kombineret med muligheden for konkret at ”afprøve” et job i branchen har båret frugt. I perioden, hvor Volvo-trucken har været på landevejen, har der således været en markant stigning i tilgangen til vejgodstransportuddannelsen. I 2018 oplevede uddannelsen det højeste antal ansøgere i otte år.

Ud over at prøve kræfter med den populære lastbilssimulator kan eleverne også få en snak med unge chauffører om deres vej til førerhuset. Chaufførerne svarer på spørgsmål og giver eleverne en førstehåndsberetning om et job i transport. Der er desuden quizzer og øvrig information, som skal være med til at gøre op med fordommene og vise mulighederne i chaufførfaget.

Forfatter
Top