Det kriseramte PostNord Danmark, der har døjet med tre-cifrede millionunderskud i flere år, stopper med at omdele breve i Danmark fra nytår.
I forbindelse med beslutningen mister 1.500 medarbejdere ud af 4.600 deres arbejde.
Hvorvidt andre aktører, er klar til at tage over, vides endnu ikke. Tidligere har DAO og GLS udtrykt interesse for at overtage dele af PostNords forpligtelser. Hvorvidt denne interesse er intakt, vides ikke i skrivende stund.
Siden år 2000 er antallet af sendte breve faldet med over 90 procent, og den nye postlov har accelereret udviklingen yderligere. I 2024 alene er antallet af breve faldet mere end 30 procent sammenlignet med året før – og det går kun én vej.
Derfor har PostNord løbende vurderet sine aktiviteter på brevmarkedet, og det har ført til en strategi, hvor ambitionen er klar: PostNord vil være bedst der, hvor danskerne har størst behov, og det er på pakker.
PostNord fortsætter med at omdele breve frem til den 30. december 2025, og frem til årsskiftet er der god tid til at have dialog med, og vejlede danskerne og kunderne om, hvordan deres forsendelser kan sendes efter 2025.
I løbet af andet halvår 2025 begynder PostNord at nedtage de 1.500 postkasser, der i dag er placeret rundt omkring i landet. Postkasserne forventes fuldt nedtaget senest ved udgangen af året. Samtidig har PostNord sikret, at de postmærker, danskerne har købt, i en begrænset periode kan refunderes i 2026.
Foto : Henrik Petit