For den lokalvalgte erhvervsminister Simon Kollerup har corona-krisen i Danmark betydet et ekstremt pres og meget lange arbejdsdage. På et tidspunkt blev det for meget.
Det fortæller han til TV Midtvest, som i anledning Kollerups første år som minister, har lavet en udsendelse med og om Simon Kollerup.
I programmet fortæller Simon Kollerup, som oprindeligt er Lild Strand i Thy, at han på et tidspunkt følte sig så uoplagt, at han valgte at tage en tur forbi lægen. Her fik han blandt andet foretaget en EKG-undersøgelse af hjertet:
– Jeg fortæller det, fordi der er ingen, der er over-mennesker i det her. Når vi går på fjernsynet, så ryster vi hovedet og strammer slipset og sætter det store smil på. Men der er en hård virkelighed bagved, som man også nogle gange kan mærke fysisk. Og der har tre-en-halv måneds intensivt og benhårdt arbejde med nogle meget, meget store beslutninger selvfølgelig sat sig, forklarer Simon Kollerup.
Udsendelsen ‘Simon Kollerup – erhvervsminister i corona-tid’ kan ses i 19.30-udsendelsen på TV Midtvest i aften.
Foto: Andreas Beck, Erhvervsministeriet