Prisen stiger: Færdselsstyrelsen klar til køreprøver i Thy og på Mors

Fra i dag er det ikke længere politiet, men derimod personale fra Færdselsstyrelsen, der skal bedømme eleverne ved køreprøverne i en række danske byer – herunder Thisted og Nykøbing.

Dermed er hele kørekortområdet nu samlet under Færdselsstyrelsen. Det besluttede regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige sidste år som en del af politiforliget.

– Efter godt 10 måneders planlægning og hårdt arbejde er det fra i dag en sagkyndig fra Færdselsstyrelsen, der sidder i bilen ved den praktiske køreprøve. Det har længe været et ønske både fra et bredt udsnit af Folketingets partier og kørelærerne at få samlet kørekortområdet, og jeg er glad for, at vi nu er i gang, siger transportminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Overdragelsen skete formelt den 1. oktober 2021, hvor Færdselsstyrelsen i Ribe overtog ansvaret og fik forøget deres medarbejderstyrke med ca. 300 årsværk. De fleste af de nye medarbejdere er spredt rundt på de nye adresser rundt i landet, hvor der fra i dag bliver afholdt køreprøver.

Med de nye opgaver følger også en lang ventetid på køreprøver, som ikke mindst er vokset under coronakrisen.

Desuden bliver det dyrere at komme til køreprøve. Gebyret stiger fra 600 kroner til 1000 kroner, hvoraf de 200 kr. skal gå til finansieringen af den nødvendige opgradering af systemunderstøttelsen og nytilrettelæggelsen af opgaverne i Færdselsstyrelsen.

De resterende 200 kr. går til medfinansiering af fastholdelsen af politifolk, der i dag er beskæftigede med færdselsopgaverne i politiet.

 

Forfatter

Related posts

Top