Private botilbud får flere påbud end offentlige

Selvom private botilbud samlet set er i undertal, står de for to tredjedele af påbuddene fra Socialtilsynet. Det skriver Radio 4.

De private botilbud for børn og voksne, der af en eller anden grund ikke magter at bo alene eller har brug for daglig støtte og pleje, står for 63 procent af påbuddene fra myndighederne i de seneste opgørelser fra Socialtilsynet.

Derudover er der de seneste fem år blevet lukket 26 private tilbud, mens kun 7 af de offentlige er blevet lukket i samme periode.

Den skæve fordeling står i kontrast til, at under halvdelen af botilbuddene er på private hænder.

Penge frem for kvalitet
Ifølge Jakob Torfing, der er professor i offentlig forvaltning ved Roskilde Universitet, skyldes skævvridningen, at nogle af de private aktører kan være mere optagede af at tjene penge end at levere god kvalitet:

– Selvom det kan være en god ide at invitere private til at lave botilbud, så er der måske også nogle, der kommer ind i den branche for at tjene penge uden at levere en god service, og så kommer der de her påtaler. Og det er selvfølgelige rigtig beklageligt, at der er nogen, der vil ’take the money and run’, siger Jakob Torfing til Radio4.

Som det er i dag, må man gerne tjene penge på at drive et privat bosted gennem et aktie- eller anpartsselskab.

Det ville være ulovligt, hvis der var tale om et privat plejehjem eller en privat skole, men lige for private bosteder er reglerne anderledes.

Regeringen forhandler lige nu med støttepartierne om et lovforslag om, at de private institutioner fremover skal være selvejende nonprofit-institutioner, som eksempelvis friskolerne er det i dag, samt en styrkelse af Socialtilsynet.

Forfatter

Related posts

Top