Psykisk mistrivsel blandt børn og unge

Læserbrev af Karin Villadsen, KV21-kandidat for Socialdemokratiet på Mors.

Rundt omkring i vores skoleklasser er der børn, der af forskellige årsager er ramt af psykisk mistrivsel, som gør det svært for dem både at være i og at lære i skolen. Nogle gange ses det allerede i børnehaven.

Nogle børn bliver udadreagerende, hvormed det bliver synligt for omgivelserne, at der er nogle udfordringer, som barnet, forældrene og skolen har brug for hjælp til at håndtere, så barnet får mulighed for at trives og lære i en lang skole-hverdag. Andre børn vender den psykiske mistrivsel indad og er måske i første omgang sværere at få øje på.

Måske bruger de rigtig meget psykisk energi på at forsøge at følge med socialt og/eller fagligt, så de til nød kan klare skolehverdagen, men så er der slet ikke mere overskud tilbage, når de kommer hjem, hvorved forældrene oplever trivselsmæssige udfordringer derhjemme.

For nogle børn udvikler den psykiske mistrivsel sig til angst og skolevægring, hvor de ikke er i stand til at komme i skole eller være sammen med andre i sociale sammenhænge. Det har store personlige omkostninger for det enkelte barn, men også for barnets familie.

Forældrene er nødt til at tage fri fra arbejde med deraf følgende konsekvenser, det slider på familielivet mellem mor og far, og det påvirker evt. søskende, som bliver sat i anden række, fordi der skal tages særlige hensyn til det barn, der har det så svært, og man trækker sig fra vennekreds og andre sociale sammenhænge.

Disse børn og familier har brug for så tidligt som muligt at få den fornødne og kvalificerede hjælp, så den psykiske mistrivsel ikke får lov at udvikle sig i større grad, men i stedet kan mindskes og afhjælpes, så barnet i de rigtige rammer og med de rigtige forudsætninger kan trives og lykkes i deres hverdag.

Desværre oplever nogle familier, at der går for lang tid, før de får hjælp.

Der er “lang vej” gennem systemet, hvor der først skal være en fælles erkendelse af udfordringen og laves indstillingspapirer til PPR, hvor der så efterfølgende kan være lang ventetid på at få behandlet sagen, og nogle gange med mange skift blandt medarbejderne, hvor man så igen har oplevelsen af at skulle starte forfra. Der er lang ventetid til evt. udredning på Børnepsykiatrisk afdeling, så der kan gå op til halve og hele år, før man finder en evt. “forklaring” på barnets mistrivsel. Alt imens at barnet “er i klemme” og har det skidt.

Til speeddating-vælgermødet på Morsø Folkebibliotek d. 26.10. snakkede jeg med kandidater fra Rad. V, DF, Konservative og Venstre, om de ville være med til sammen med Socialdemokratiet at sætte fokus på dette område i Morsø Kommune. Det var der opbakning til hos Rad.V., DF og Konservative.

Borgmester Hans Ejner Bertelsen fra Venstre gav udtryk for, at han ikke var vidende om, at der var nogle udfordringer på dette område, men at man som forældre jo var velkommen til at skrive til ham og kommunaldirektøren, hvis man oplevede, at der var noget, der ikke fungerede, hvilket jeg hermed vil opfordre til at gøre, hvis man oplever, at man “sidder fast” i systemet med et barn, der af forskellige årsager er i psykisk
mistrivsel.

Vi bliver nødt til at gøre det bedre for disse børn og deres familier.

Forfatter

Related posts

Top