Ræs i selvbyggede gokarts

Igår blev afslutningen af Grundforløb 1 (GF1) markeret på behørig vis, da 36 GF1-elever, fra henholdsvis ’Motor og Transport’ og ’Metal og Teknologi’ på EUC Nordvest, satte hinanden stævne for at køre ræs i deres selvbyggede gokarts.

Fremstillingen af de i alt fem gokarts er resultatet af et tværfagligt undervisningsforløb, hvor eleverne har prøvet kræfter med en lang række fagdiscipliner inden for Motor og Transport samt Metal og Teknologi.

– Eleverne startede mere eller mindre med et stykke jern og har så gradvist bygget på frem til nu, hvor de står med fem funktionelle, færdigbyggede gokarts. Forløbet har været både spændende og lærerrigt, så det bliver formentlig ikke sidste gang, at vi sætter sådan et projekt i søen for vores grundforløbselever, lyder det fra Steen Bojsen Jensen, der er afdelingsleder for auto- og smedeuddannelserne på EUC Nordvest.

Stabiliteten gør forskellen
Eleverne har arbejdet på deres gokarts gennem ca. 15 uger, og her har de skulle samarbejde på tværs af de forskellige fagdiscipliner.

Gokartene er således et resultat af et samarbejde mellem de kommende mekaniker-, smede-, industriteknik- og chauffør-elever.

Eleverne har haft forholdsvis frie tøjler i forhold til designet, og spændingen var således stor, da det på banen skulle afgøres, hvilket hold der havde formået at bygge den bedste gokart.

– Når alt kører, som det skal, ligger topfarten på de her gokarts på omkring 50-60 km. i timen, men det er bestemt ikke topfarten, der i sidste ende afgør, hvilke gokarts der klarer sig bedst. I denne dyst er det stabiliteten, der kommer til at gøre forskellen, forklarer Steen Bojsen Jensen.

 

Forfatter

Related posts

Top