Regeringens ambition om at indføre en frivillig klimamærkningsordning, der viser et produkts belastning på klimaet, er droppet.
Det skriver FødevareWatch.
Det sker, efter at en række aktører fra detailhandlen og fødevarebranchen mandag formiddag var samlet til et møde hos klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) om fødevarers klimabelastning.
– Jeg har ikke afskrevet muligheden for et klimamærke på den længere bane, men jeg lytter til, hvad branchen siger. Den fortæller, at et klimamærke er forbundet med mange vanskeligheder, og jeg arbejder ikke med noget, der ligger så langt ude i fremtiden, siger Lars Christian Lilleholt til FødevareWatch.
Til mødet deltog blandt andet repræsentanter fra Coop, Salling Group og Dagrofa, mens også virksomheder som Danish Crown og Aarstiderne var mødt op.
Den brede vifte af aktører er i stedet blevet enige om at arbejde hurtigt for at lave en række gode råd og oplysninger til forbrugerne om, hvordan man handler dagligvarer med mindst mulig skade for klimaet. De forventes at blive præsenteret i løbet af et par måneder, og regeringen har afsat 24 mio. kr. over de kommende fire år til forbrugeroplysning.
– Det afgørende for mig er, at vi får lavet de rigtige guidelines til forbrugerne. Nu sætter vi os ned og kigger på alle de muligheder, der er,” siger Lars Christian Lilleholt.
Regeringens ønske om at lave et klimamærke blev lanceret i oktober 2018 som en del af udspillet “Sammen om en grønnere fremtid.”
Foto: EFKM