Regeringen vil skærpe bøderne for fartglade bilister

Regeringen vil som led i udmøntningen af politiaftalen for 2021-23 fremlægge et lovforslag, der betyder, at taksten for alle fartbøder forhøjes med 20 procent.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) kalder hastighedsovertrædelser “en af de væsentligste årsager til, at der opstår farlige situationer i trafikken”, og derfor skal der sættes ind, siger han.

Forslaget er sendt i høring og fremsættes i Folketingets åbningsuge – det er i oktober. Såfremt det vedtages, vil de højere bødetakster være gældende fra 1. januar næste år. Forslaget skal ses i sammenhæng med en større indsats fra regeringens side over for personer, der kører hasarderet i trafikken.

Hos FDM, der er bilejernes organisation, mener chefkonsulent Dennis Lange, at det isoleret set giver mening at hæve bødetaksten.

– Umiddelbart er det på sin vis fornuftigt nok at hæve bødetaksterne, så de så at sige følger med tiden. Det skal gerne være sådan, at der er en præventiv effekt i det beløb, man skal betale for at bryde loven, siger Dennis Lange, som dog lufter en bekymring.

Til gengæld er man hos FDM bange for, at fokus med de større bøder nærmere er at finansiere politiaftalen snarere end at sørge for bedre trafiksikkerhed.

– Vi kan måske godt være lidt bekymrede for, hvordan man vælger at italesætte det. Forstået på den måde, at det måske bærer en lille smule præg af, at det handler om at finde finansiering til en politiaftale, mere end det nødvendigvis handler om trafiksikkerhed, siger Dennis Lange.

Benny Engelbrecht siger, at der “selvfølgelig er en sammenhæng” mellem tingene.

– Det er klart, at når man øger bødestraffen, vil der også komme nogle flere indtægter. Det går jo så blandt andet til noget af det arbejde, politiet skal lave.

/ritzau/

Foto: Niclas Jessen

Forfatter

Related posts

Top