Region Nordjylland bliver medlem af Landdistrikternes Fællesråd. Et enstemmigt Regionsråd har besluttet sig for at melde regionen ind i fællesrådet pr. 1. september 2020.
– Det er vigtigt for Regionsrådet, at udviklingen i Nordjylland sker i hele regionen, det har vi markeret i den Regionale Udviklingsplan, som vi vedtog for kort tid siden. Det gælder både i de større byer og rundt i vores mange landdistrikter. Derfor ser vi frem til et godt samarbejde om mange af de dagsordener, som Landdistrikternes Fællesråd arbejder med, og som vi deler interesse i. Vi vil især gerne være med til at styrke samarbejdet mellem beslutningstagere og borgere, der arbejder for at udvikle levende og attraktive lokalsamfund i hele Nordjylland. Og det er vi et skridt tættere på med medlemskab af Landdistrikternes Fællesråd, udtaler regionsrådsformand Ulla Astman i en pressemeddelelse.
Det glæder formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, at Regionsrådet i Region Nordjylland har besluttet sig for at blive medlem af fællesrådet.
– For hvert nyt medlem bliver vores fælles sag styrket, i sidste ende til gavn for de mennesker, der lever og bor i landdistrikterne. Medlemskabet vil være en fordel for begge parter. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi med Region Nordjylland får endnu et stærkt medlem i fællesskabet, siger han.
Region Nordjylland består af 11 kommuner, der tilsammen repræsenterer 589.936 indbyggere, og er den tredje region, der nu bliver medlem af Landdistrikternes Fællesråd. Både Region Midtjylland og Region Syddanmark har meldt sig ind i fællesrådet tidligere på året.
Som Danmarks overordnede landdistriktsorganisation indsamler, deler og kommunikerer Landdistrikternes Fællesråd viden og erfaringer til gavn for landdistrikter og yderområder. Derudover afholder rådet løbende arrangementer, møder og netværksaktiviteter for medlemmerne.
Foto: Line Bloch Klostergaard