Region Nordjyllands budget for 2021 er på plads

Et stort flertal i det nordjyske regionsråd har godkendt budgettet for 2021.

– Et budget med fokus på udvikling og sikker drift i en ellers omskiftelig og usikker tid, der præges af coronavirus, oplyses det i en pressemeddelelse.

Blandt andet byder budgetaftalen på et løft til psykiatrien, styrkede akutte tilbud til borgerne i deres nærområde og sikker økonomisk drift, som nævnes som væsentlige elementer.

Økonomiaftalen med regeringen tilførte Region Nordjylland 133 mio. kr., men samtidig er der stigende udgifter på flere områder i sundhedsvæsenet. Især presser stigende medicinpriser udgiftssiden.

– Der er meget fokus på at fortsætte den sikre økonomiske kurs i en tid, hvor der er mange sving på vejen – ikke mindst på grund coronavirus og indhentning af det efterslæb, som har været i den ordinære drift som følge af pandemien. Samtidig har vi prioriteret arbejdsro og uddannelse af personale på områder, hvor der er et stort pres. Blandt andet har vi sikret penge til at uddanne flere narkosesygeplejersker. Vi har derudover valgt at prioritere større tryghed og nærhed i de akutte tilbud i bl.a. Skagen, Thisted og Farsø, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Akutlægebil i Thisted
Regionsrådet afsætter en pulje på 7,5 mio. kr. til at styrke akutindsatsen i nærområderne.

Det kommer for eksempel til udtryk ved, at en kommende akutlægebil i Thisted er i drift hele døgnet. I budgetaftalen for 2020 var der prioriteret midler til en deldøgndækning af lægebilen, men det har vist sig at være en udfordring at rekruttere personale til et deldøgndækket beredskab, og med beslutningen om døgndækning kommer akutlægebilen i Thisted på lige fod med regionens øvrige akutlægebiler i Hjørring og Aalborg.

Bag budget 2021 står alle regionsrådets partier, undtaget løsgængeren Thomas Hav.

Læs hele budgetaftalen HER.

LÆS OGSÅ:

Budgetaftale sikrer døgndækket akutlægebil i Thisted

Foto: Lars Termansen

Forfatter

Related posts

Top