Regioner beder om hjælp til at sikre kræftundersøgelser

Danske Regioner beder Sundhedsstyrelsen om hjælp til at sikre, at kvinder kan blive undersøgt for brystkræft i overensstemmelse med de nationale retningslinjer på området.

Det skriver Jyllands-Posten.

Anmodningen kommer efter flere afsløringer i avisen af, hvordan tre regioner ikke har overholdt de nationale retningslinjer for undersøgelse af kvinder for brystkræft.

Det er i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, hvor undersøgelser har været mangelfulde.

Regionerne har undskyldt sig med en mangel på speciallæger, der kan foretage undersøgelserne.

Og regionerne har ret i, at de mangler kvalificerede læger.

Rigsrevisionen fastslog således i december, at manglen på mammaradiologer og mammakirurger, de læger, der kan undersøge og behandle kvinder for brystkræft, er den altdominerende årsag til, at kvinder ikke får behandling til tiden.

Trods ressourcemanglen mener fungerende sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ikke, at screeningsprogrammet for brystkræft skal blødes op.

– Det er et fælles ansvar, at det ikke er lykkedes os at rekruttere nok radiologer, og indtil vi får uddannet nok, er der i høj grad brug for at rekruttere radiologer udefra.

Radiologer kan videreuddanne sig til mammaradiologer ved at specialisere sig i mammaradiologi. Det er Sundhedsstyrelsen, der har ansvaret for at uddanne radiologer, mens regionerne har ansvaret for at videreuddanne dem i mammaradiologi.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top