Regioner slår alarm – vil have milliarder til hospitalerne

De danske hospitaler har brug for en solid saltvandsindsprøjtning.

Sådan er meldingen fra Danske Regioner i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger med staten, som begynder i dag. Ifølge næstformand Ulla Astman (S) er der ingen vej udenom – der skal betydelige investeringer til næste år.

Særligt apparatur til at diagnosticere og helt almindeligt laboratorieudstyr er så nedslidt, at der kan opstå problemer i forhold til den daglige udredning og behandling af patienterne.

– Vi har brug for nyt medicoudstyr og fornyelse af vores digitale infrastruktur for at være effektive og følge med udviklingen. Vores bygninger skal også renoveres, og vi skal ombygge for at tilbyde tidssvarende behandlinger, siger hun i en pressemeddelelse.

For at bevare det nuværende niveau skal der bruges fem milliarder kroner næste år til bygning og udstyr, vurderer regionerne.

Skal det løftes, skal der bruges yderligere 900 millioner kroner. Derudover skal der næste år også bruges ekstra 2,1 milliarder kroner til selve driften – for eksempel løn til de ansatte.

I år har regionerne omkring 118 milliarder kroner til drift af sundhedsområdet

Sidste års økonomiaftale gav regionerne og hospitalerne 1,3 milliarder kroner ekstra til den generelle drift. Her fik regionerne også 3,1 milliarder kroner til at dække de store ekstraudgifter, som corona har givet.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top