Regioner vil udvide akutlister

Det er sjældent, at coronavacciner går til spilde, fordi der ikke er nogen at give dem til.

Men det sker, og derfor er der brug for at kigge på de akutlister, hvorfra eksempelvis frontpersonale i for eksempel sundhedssektoren kan kaldes ind med kort varsel til et vaccinestik.

Det mener Danske Regioner, som blandt andet overvejer, om listerne skal udvides, så det er nemmere at få hevet personer hurtigt ind.

– Der må for alt i verden ikke gå nogen vacciner til spilde. Og det sker heldigvis i meget få tilfælde. Men vi skal have kigget på, om akutlisterne og retningslinjerne for akutlisterne er optimale, siger næstformand i Danske Regioner Ulla Astman (S).

I uge 8 blev 31 fejlfri coronavacciner kasseret på Sydvestjysk Sygehus’ vaccinationscenter i Esbjerg. Det skete, fordi det ikke var muligt at finde nogen, der ville have dem – og måtte få dem – med kort varsel.

Ifølge Ulla Astman hører eksemplerne til sjældenhederne. Men det ændrer ikke på, at det ikke må finde sted.

Vaccinedoser kommer for eksempel i overskud, når borgere ikke møder op til deres aftalte tid, eller hvis antallet af doser i hvert vaccineglas ikke matcher antallet af fremmødte. Det er i disse tilfælde, at akutlisten kommer i brug.

/ritzau/

Foto: Line Bloch Klostergaard

Forfatter

Related posts

Top