Regionerne øger deres lagre af kitler og masker

De fem regioner har siden sidste uge haft travlt med at samle værnemidler til lager. Det viser en ugentlig opdatering af regionernes værnemidler.

Eksempelvis er lagerbeholdningen af de vigtige FFP2- og FFP3-masker vokset fra omkring 385.000 til cirka 435.000 masker. Også lageret af kitler er vokset fra omkring 657.000 til over en million.

Stephanie Lose (V), der er formand for Danske Regioner, glæder sig over, at lagrene vokser – særligt fordi sundhedsvæsnet snart skal begynde at øge den ikke-coronarelaterede aktivitet igen.

– Når lagrene bliver større nu, er det fordi, vi forsøger at fylde alt det, vi kan, ind på lagrene, så vi ikke kun har til de direkte corona-opgaver, men også har til at kunne honorere en yderligere aktivitet.

– Ellers kan man ikke øge aktiviteten i sundhedsvæsnet, siger hun.

Stephanie Lose anslår, at det nuværende lager alene burde dække forbruget af værnemidler i nogle uger.

Derudover har regionerne ifølge Stephanie Lose fået skaffet sig nogle forholdsvis stabile forsyningslinjer ved at satse på producenter i Danmark.

LÆS OGSÅ:

Hospitaler i Region Nordjylland øger aktiviteten

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top