Rejseforsikringen kan svigte på sommerens rejser

Sommerferien står for døren, og mange skal i den kommende tid tage stilling til, om den skal tilbringes her i landet eller under fjerne himmelstrøg.

Men hvis man vælger at rejse til et land, hvor Udenrigsministeriet fraråder indrejse, kan rejseforsikringens dækning være begrænset.

Det siger Anja Lintrup Sørensen, konsulent hos Forsikringsoplysningen.

– Man kan risikere selv at komme til at betale en del af regningen, hvis man bliver akut syg eller kommer til skade på sin ferie, siger Anja Lintrup Sørensen.

Hun uddyber, at den enkelte rejseforsikring kan dække forskelligt, alt efter hvilket selskab forsikringen er tegnet hos.

Derfor opfordrer Anja Lintrup Sørensen til at undersøge, hvor godt man er dækket, inden man rejser til et af de lande, hvor Udenrigsministeriet fraråder indrejse.

Norge, Tyskland og Island
Fra 15. juni bliver Udenrigsministeriets rejsevejledninger til Norge, Tyskland og Island lempet, så indrejse til landene ikke længere frarådes.

For resten af verden frarådes alle ikke-nødvendige rejser foreløbigt frem til 31. august.

Ifølge Anja Lintrup Sørensen lægger det enkelte forsikringsselskab sig op ad Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

– Og hvis de (Udenrigsministeriet) fraråder indrejse til det land, man skal til, kan der være en begrænsning, så man ikke dækker fuldt ud, siger Anja Lintrup Sørensen.

/ritzau/

Foto: Aalborg Lufthavn

Forfatter

Related posts

Top