Rekordmange anmeldelser om børneporno i private fildrev

Red Barnet oplever en markant stigning i antal anmeldelser om børneporno i private fildrev som eksempelvis Dropbox. Det skriver Berlingske.

I 2018 fik Red Barnet 38 anmeldelser om overgrebsmateriale på filservere. I år har organisationen indtil videre fået over 500.

Stigningen kan ifølge Red Barnet skyldes en oplysningskampagne, som har gjort flere opmærksomme på muligheden for at anmelde, men det er svært at vide.

– Vi famler lidt i blinde, i forhold til hvem der anmelder, og hvorfor de nu er villige til at rapportere det her til os.

– De kan være stødt på noget, der har krænket dem så meget, at de har søgt efter et sted at rapportere det. Måske spiller vores service en rolle, men i den senere tid har der også været meget fokus på digitale sexkrænkelser, siger Kuno Sørensen, som er psykolog i Red Barnet, til Ritzau.

Han henviser til Umbrella-sagskomplekset, hvor omkring 1150 personer blev sigtet eller dømt for delinger af pornografiske videoer af to 15-årige.

Kuno Sørensen fortæller, at anmeldelserne primært dækker over to typer billedsamlinger. En type er professionelt producerede billedserier med op mod 100 billeder af det samme barn. En anden type er mere blandede samlinger med fotos af mange børn i forskellige aldre og med forskellige grovhed.

Børnene i samlingerne er typisk 8 til 12 år.

– Vi må nok erkende, at det er en kriminalitet, som vi aldrig får udryddet, men det er vigtigt, at vi presser på og får fjernet så meget som muligt og hjælper politiet med, hvor de skal søge og efterforske henne, siger han.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top