Influenzasæsonen kan byde på feber, hovedpine, ømme led og nys i lange baner.
Men i den netop overstående sæson har rekordmange danske borgere ladet sig vaccinere for at forebygge mod influenza. Det viser tal fra Det Danske Vaccinationsregister. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI).
Helt præcist blev 846.000 borgere vaccineret. Det svarer til omkring 15 procent af befolkningen. Det er to procentpoint flere end året før og det højeste tal nogensinde.
90 procent af vaccinationerne blev givet til borgere i risikogrupperne. Det gælder blandt andet ældre på 65 år eller derover, kronisk syge og gravide.