Med et besøgstal på hele 32.000 blev rekorden for fremmødte slået til Kulturmødet Mors 2022. Tre gode dage blev det til fra den 25.-27. august, hvor de mange gæster kunne opleve spændende oplæg om bl.a. kunst, historie og litteratur. Aktuelle debatter var også på dagsordenen, som for eksempel hvilken rolle kunsten spiller i forhold til at sikre fred, og derudover blev konceptet om Kunstbestyrelser vendt på vrangen i en debat om, hvilke kriterier bestyrelsesmedlemmer udpeges ud fra – en tilbagevendende debat, der bliver ved at være aktuel.
Som noget nyt i år blev Børnenes Kulturmøde 2022 præsenteret, hvor aktiviteter for daginstitutioner og skoler på Mors var på programmet. Fællessang og flamencodans var blandt aktiviteterne, og børnene var helt klar til at synge højt og flot, for de havde på forhånd øvet sig på en række sange. Flamencobørnene fra Jerez gæstede Børnenes Kulturmøde, og også her var forberedelserne på plads, for flamencodansen er blevet øvet rundt omkring på skolerne og daginstitutionerne til en række workshops.
Kulturmødets direktør Trine Bang er begejstret over den udvikling, Kulturmødet på Mors har taget: “Årets Kulturmøde står skarpere end nogensinde. Vi har investeret i to nye områder, udvidet åbningstiden, og gjort det på bagkant af to år med hybride formater. Så det har selvfølgelig ikke været uden premierenerver. Derfor betyder det alt, at publikum, arrangører og samarbejdspartnere kvitterer med så overvældende en opbakning “.
Nåede du ikke forbi Kulturmødet i år, kan du helt sikkert glæde dig til næste års Kulturmøde. I år blev det til 500 arrangementer, og 150 forskellige organisationer støttede op om projektet, hvor også en række forskellige politikere og branchefolk var involveret. Trine Bang understreger, hvor vigtig Kulturmødet og kulturen generelt er: “Vi slår fast, at det er her, samtalen om kunst og kultur foregår. Det er her, kulturlivet danner netværk, bliver klogere og lade sig inspirere på tværs af brancher. Og så viser vi, at det danske kulturliv er helt ufatteligt slagkraftigt, når vi samles. Vi er lykkes med at bringe nye stemmer og organisationer ind i kulturdebatten, og den udvikling skal vi fortsætte med næste år”.
Trine Bang ser allerede frem til Kulturmødet 2023 – og det kan du også roligt gøre.
Foto: Per Bille