Restriktionerne vedr. den kollektive trafik lempes i takt med den generelle genåbningsplan for samfundet.
Blandt andet øges kapaciteten i busserne fra de nuværende 50% til 70%.
– Dvs. at der må sidde kunder på samtlige sæder og stå kunder på halvdelen af ståpladserne. Fordørene åbnes, så der igen er påstigning foran og afstigning midt eller bag i bussen for at imødekomme det større antal kunder, skriver Nordjyllands Trafikselskab i en pressemeddelelse.
Busserne fungerer stadig som selvbetjeningsmiljøer, hvor kunden selv skal købe billet før påstigning eller checke ind med kort ved påstigning.
Kapaciteten i skolebusserne øges fra 50% til 100% for at imødekomme det stigende antal skoleelever, som skal tilbage i folkeskolen. I de små biler i flextrafikken må der maks. bookes plads til 2 personer pr. bil. Begge skal sidde på bagsædet.
– Der må tages det antal kunder med i de store biler, der svarer til, at der sidder kunder på alle vinduespladser med undtagelse af forsædet. Man vil igen kunne booke ture til flere end 2
personer, skriver Nordjyllands Trafikselskab.
I togene er der ingen ændring. Kapaciteten vil fortsat være 50%.
Der skal stadig anvendes mundbind under rejsen og ved ophold på busterminaler og perroner.
Foto: Nordjyllands Trafikselskab