De seneste dages gode vejr har lokket en del folk ud i naturen. Desværre har brandvæsenet landet over også oplevet en stigning i antallet af alarmer, der omhandler naturbrande.
I følge Beredskabsstyrelsens kort over brandfare i naturen lige nu er der ikke grund til at hejse advarselsflagene i Nordvestjylland endnu. Men med udsigt til masser af sol og overvejende tørvejr de kommende dage, kan situationen hurtigt ændre sig.
Naturstyrelsen har udarbejdet en række gode råd og anbefalinger i forhold til at minimere risikoen for at starte en naturbrand. Se alle de gode råd herunder:
Gode råd til at undgå naturbrande:
- Brug kun bålpladserne, hvis du skal tænde et bål eller grill. Du kan læse mere om, hvordan du tænder bål med omtanke her.
- Tænd aldrig bål, hvis det blæser meget eller er meget tørt.
- Tænd aldrig bål tæt på buske og træer, eller hvis ilden kan brede sig. Det er blandt andet forbudt at tænde bål eller på anden måde skabe risiko for brand i skove, plantager, heder og bevoksede klitfredede områder på statens arealer.
- Tænd aldrig bål uden en voksen i nærheden.
- Sørg altid for at slukke gløderne helt, inden du forlader bålet.
- Tobaksrygning er ikke tilladt i tiden 1. marts – 31. oktober på lyngklædte arealer, bevoksede klitarealer, på græsbevokset skovbund, i nåletræsplantager, i unge løvtræs- og nåletræskulturer. Smid heller ikke cigaretskod og lignende i naturen.
- Hvis det brænder, så ring 112