Anmeldelse af Rød Standard skrevet af
Louise Fihl Andersen, tidligere elev på Limfjordsteatrets akademi for scenekunst og en del af Ung Kult’s Unge Anmeldere
Hvad gør man, når grænserne til sydens sol og eksotiske farver er lukket, og dagene begynder at blive grå i lille Danmark? Man går i da teatret. Gid, den tanke var mere almen, og gid at flere vidste, hvad der gemmer sig af gæstespil fra den internationale scene i kataloget på Limfjordsteatret. Søndagen bød på rødt garn og gøgleri, hvis man var så heldig at sidde på tilskuerrækkerne til gæstespillet ”Standard Rød”. To skuespillere- eller skulle man sige cirkusartister, havde taget den lange rejse fra Spanien til Mors, for at invitere publikum ind i et unikt rum, hvor intet var umuligt og følelserne store.
En kvinde kommer gående, viklet ind i en rød garnkjole med tilhørende hat, som var hun hevet ud af et hæklemagasin eller som kom hun fra en anden verden; måske netop den verden, hun begiver sig ind i, da hun betræder det røde cylindergulv, der indbefatter den midlertidige scene. Publikums øjne stirrer fra alle sidder, og hendes stirrer tilbage. Man bliver set; bemærket og næsten kommenteret uden ord. Hun begynder at bevæge sig og indtage rummet, næsten som en art contemporary dansetype, der skaber et sted og et nu, hvor kroppen er sproget og verden er rød. Lige indtil en mand i hvidt forsigtigt børster sine sko og betræder hendes hellige sted. Fremmedfjendske følelser bliver hurtigt til nysgerrighed, og de to komplekse mennesker forsøger at finde ud af den anden i en konstant skubben og trækken med hinanden. Det, man før troede var en fremmed dans, bliver hurtigt et umenneskeligt menneskerum, hvor kroppe flettes ind og ud imellem hinanden og vender verden på hovedet, som også de vendes på hovedet og måske for første gang ser hinanden i den omvendte virkelighed.
Selvom forbindelsen og konflikten mellem de to er den røde tråd og spændingsdrivende for forestillingen, spillede interaktionen med publikum også en stor rolle. Jeg fik en fornemmelse af, at scenariet lige så godt kunne være på et torv i Spanien, hvor jeg ville sidde på en mørnet træbænk iblandt en masse fremmede og heppe på først den ene, så den anden og til sidst dem begge. De mange blikke til publikumsrækkerne vidnede om forestillingens festival-egenskaber og mindede om gadeteater blandet med cirkus. Omgivet af markedsboder, caféer og menneskemylder, ville stemningen have været endnu bedre, men man må nøjes med de mere stringente rammer, og disse fungerede også på bedst mulige måde. Faktisk kunne denne røde verden virke som en cirkusverden, hvor alle ting fungerer som elementer i en evig leg, men også i en evig stræben efter at imponere den anden og publikum- men nok mest den anden.
For ikke nok med at de to sjæle forbindes i akrobatiske stillinger og spændingsmomenter, så smelter de også sammen i romantiske tableauer med intens øjenkontakt og stærke følelser, som efterfølges af den meget menneskelige tilbagetrækning og nervøsitet. De finder trygheden i deres evner og deres kroppe, som kan overskygge eller skjule det, de føler for den anden, men som også vidner om deres forskelligheder, hvor den ene er en ustyrlig humørbombe med smidige lemmer, mens den anden er afbalanceret og rodfæstet i sine stærke bevægelser. På ægte cirkus manér, opstår momenter af ”se hvad jeg kan”-udtryk, som gejles op med klapsalver fra alle vinkler, og det er befriende at være vidne til talenter, der ikke undertrykkes, men modsat køres op og udfordres. Man sidder med tilbageholdt åndedrag, når de gentagende gange udfordrer hinanden, og musikken intensiveres. Kan det blive vildere? Ja, det kan det åbenbart, og det virker fuldstændig ubesværet.
Forestillingen ”Standard Rød” er endnu et bevis på, at teater er mange ting, som ikke kan defineres, men kernen er altid den samme. Teater er og bliver en interaktion mellem spiller og publikum, en interaktion mellem karakter og karakter, karakter og rum, kroppe og ansigter. Interaktioner, der skifter farve, tempo og måske sted, men som mærkes ind i kroppen på både spiller og tilskuer. Standard Rød er ikke standarden, det er en helt unik oplevelse om, hvad kroppen kan udtrykke. Det er et unikt indtryk af menneskelig forskellighed, nysgerrighed, leg og kærlighed.
Unge Anmeldere – Hvad går det ud på?
Ung Kult tror på, at det er vigtigt med kulturelle oplevelser for, med og af unge. Derfor har man i Ung Kult sat sig for, at få unge i lokalmiljøet til at anmelde forskellige projekter, events og performances – både fysisk og online.
De unge anmeldere rater hvert event med mellem 1 og 6 Ung Kult-skjolde.
LÆS OGSÅ:
Prisbelønnet spansk familieforestilling gæster Limfjordsteatret
Foto: José Toro
