I Morsø Kommune er man ikke klar til at tvinge medarbejderne til at lade tobakken blive i lommen i arbejdstid. Et forbud kan dog senere komme på tale.
Seks ud af ti nordjyder bakker ellers op om røgfri arbejdstid, oplyste Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse tidligere på ugen.
Alligevel er kun fem ud af 11 kommuner i regionen røgfri for medarbejdere – hverken Morsø eller Thisted Kommune er blandt dem.
I Morsø Kommune har emnet været på dagsordenen, men indtil videre lader man det altså være op til den enkelte medarbejder, om vedkommende vil ryge eller ej:
– Der er ingen politikere der har lyst til at sige, at det skal være tvang. Der er ingen medarbejdere der har har lyst til at sige, at det skal være tvang og der er heller ingen ledere der har lyst til at sige, at det skal være tvang, lyder det fra Socialudvalgsformand i Morsø Kommune Henning Sørensen.
I stedet bruger man i kommunen en del ressourcer på, at hjælpe rygerne med at holde samt overbevise især de unge om, at det er dumt at begynde med den dårlige og usunde vane.
Henning Sørensen afviser dog ikke, at der på et tidspunkt kan komme et decideret forbud på tale:
– Det kan sagtens være, at vi kommer til det på et tidspunkt. Men lige pt. tror jeg, at vi alle er enige om, at vi vil køre tingene, så langt hen ad vejen som muligt, på frivillig basis, slutter Henning Sørensen.