Det er ikke nemt at være udlænding eller flygtning i et fremmed land. Man forstår sjældent sproget, kulturen og de spilleregler, vi andre tager for givet.
Vejen ind i det danske samfund vil Ernst Breum gerne gøre nemmere.
Derfor arbejder han bl.a. frivilligt i Bhutanesisk-Nepalesisk Forening og Thy Internationals, hvor han yder en indsats i selve foreningsarbejdet og giver en hjælpende hånd til de nye thyboer, der har brug for det.
“Jeg kan godt lide at hjælpe, når jeg kan. Det kan være alt lige fra at træne sproget til at hjælpe med at få fat på forsikringen, hvis der er en rør-skade på huset. Det kræver ikke synderligt af mig, men det gør en stor forskel for de mennesker, der skal skabe sig et liv og en tilværelse i Thy”, fortæller Ernst Breum.
De mange frivillige timer og det store engagement er årsagen til, at Ernst Breum er dette års modtager af Integrationsprisen, der bliver uddelt i et samarbejde mellem Integrationsrådet og Thisted Kommune.
Fællesskab og næstekærlighed
I begrundelsen lyder det blandt andet, at han får prisen for sit vedholdende arbejde for integration, fællesskab og næstekærlighed:
“Ernst Breum har gennem sit mangeårige engagement vist, at der skal være plads til alle i Danmark. Med en urokkelig tro på fællesskabet har han bidraget aktivt til at styrke integrationen i lokalsamfundet”, fortæller Tina Bah, der er formand for Integrationsrådet i Thisted Kommune.
Prisen blev overrakt til Ernst Breum som en overraskelse under et møde på rådhuset i Thisted.
“Jeg er meget glad, bevæget og stolt. Det er en anerkendelse, der betyder ekstremt meget for mig, fordi det understreger, at det, jeg har lavet, har en vis betydning og virkning. Det er jeg meget glad for”, siger Ernst Breum.

Drevet af ønske om forandring
Ernst Breum har engageret sig i integrationen i Thisted Kommune, fordi han føler, der har været landspolitiske strømninger, som gør det unødvendigt svært for flygtninge og udlændinge at skabe sig et liv i Danmark. Det var særligt håndteringen af de syriske flygtninge, der kom hertil tilbage i 2015, der for alvor fik Ernst Breum til at engagere sig.
“Det var ressourcestærke flygtninge, der gerne ville bidrage til samfundet, men ikke fik lov til det. Det satte virkelig noget i gang i mig. Jeg vil gerne være med til at bane vejen for dem, der gerne vil bidrage positivt til samfundet, og skubbe til dem, der har brug for det”, fortæller han.
Udover sit arbejde i Thy Internationals og Bhutanesisk-Nepalesisk Forening har Ernst Breum også arbejdet internationalt med nødhjælp og har bl.a. været involveret i humanitære rejser til Rumænien.
Fakta om integratioinsprisen
Prisen gives til en person, personer, forening eller virksomhed i Thisted Kommune, der gør en særlig indsats for integrationen i Thy.
Med prisen hylder og takker vi modtageren for indsatsen.
Samtidig er det en mulighed for at sætte fokus på visionen om, at alle i kommunen – uanset etnicitet og baggrund – skal have de bedst mulige forudsætninger for at blive en del af både lokalsamfundet og arbejdsmarkedet.
Kilde og fotos : Thisted Kommune – www.thisted.dk