I Thisted Kommune har man tænkt ud af boksen i håb om at få flere til at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november.
Som supplement til de klassisske valgsteder, som traditionelt indrettes på skoler, i haller og forsamlingshuse, kører et rullende valgsted nemlig rundt i Thy, hvorfra man kan afgive sin brevstemme.
– Nogle vælgere kommer aldrig ned og stemmer. Det kan være fordi, det er for svært at passe ind i deres arbejdsliv og privatliv. Derfor kører vi valgstedet ud til dem, siger Ulrik Andersen, kommunaldirektør i Thisted Kommune, til kommunens hjemmeside.
Ved det seneste kommunal- og regionsrådsvalg i 2017 stemte 74,4 procent af vælgerne i Thy, mens det samme gjorde sig gældende for 70,8 procent af vælgerne i hele landet.
Det er det flotte resultat, Thisted Kommune håber på at kunne fastholde – og endda også forbedre.
– Thy tilhører os alle sammen. Derfor er det afgørende, at de holdninger, der bliver stemt ind i Kommunalbestyrelsen, stemmer overens med dem, man møder på gaden. Det sikrer vi kun ved en høj valgdeltagelse, siger Ulrik Andersen.
Du kan få et overblik over køreplanen for det rullende valgsted ved at klikke HER.
Foto/visualisering: Thisted Kommune