Siden i sommers har thyboerne kunne bestille en vask af deres udendørs skraldespande.
Efterspørgslen har fra starten været stor, og den rullende vaskemaskine er blevet bestilt cirka 800 gange. Det skriver Thisted Kommune på sin hjemmeside.
Men i takt med at temperaturerne udenfor falder, falder også efterspørgslen på vask af skraldespande. Derfor bliver den specialbyggede lastbil ny kørt i garagen for resten af vinteren.
– Jeg synes godt, at man kan kalde det en succes. Det er et rigtig fint tilbud, som vi har til dem, der ønsker det – og som selvfølgelig selv betaler for ordningen, så den kan hvile i sig selv, siger Esben Oddershede, der er formand for Thisted Kommunes udvalg for Klima, Miljø og Teknik.
Det er Bjarne Bloch, indehaver af Thisted Kloakservice, der står for vaskeservicen i samarbejde med kommunen, og har tydeligt kunne mærke, at der er et marked for ordningen.
– Når jeg er ude på en vej, er der en del, der kommer ud og spørger, om jeg ikke lige kan tage deres spand, også, siger Bjarne Bloch.
Borgerne skal selv melde sig til via kommunens app, Affald Thy – eller via hjemmesiden skraldespandsvask.dk. Nogle vælger hver anden måned – andre oftere. Eller bare en enkelt gang. Det koster 125 kroner for en vask.
Statistikken viser 92 vask i juni, 217 i juli, 320 i august, 102 i september, 35 i oktober og 15 i november.
Naturligt nok er behovet størst i sommermånederne, hvor der er liv i bioaffaldet, hvilket kan give maddiker og lugtgener.
Foto: Thisted Kommune