Running Dinner: Bjergby gjorde det igen!

Efter flere års coronapause var der i weekenden atter lagt op til fest i Bjergby, Mors.

Lørdag aften var der arrangeret Running Dinner, og tilslutningen var mere end godkendt. I alt havde 14 værtspar meldt sig til at lave mad til 112 af byens borgere.

Running Dinner fungerer på den måde, at værtsparrene hver især havde inviteret 8 gæster til forret. Når den var indtaget gik gæsterne videre til et nyt værtspar, som stod klar med hovedretten for til sidst at slutte med desserten et tredje sted.

Mange i Bjergby bakker op om Running Dinner. Privatfoto

Der var afsat halvanden time hvert sted. Inden der skulle skiftes lokation mødtes deltagerne ved byens gamle købmand, hvor der blev talt om den mad, man netop havde indtaget, hvem man havde mødt osv.

Fra klokken 22.30 var der fest til langt ud på natten i forsamlingshuset. Her deltog 150 personer.

Running Dinner gennemføres hvert andet år, og der er allerede skrevet nye værtspar på listen, når det populære event afvikles for 7. gang i 2024.

Forfatter

Related posts

Top