Så meget faldt biltrafikken under nedlukning

Regeringens nedlukning af syv nordjyske kommuner for at forhindre spredningen af Coronasmitte kan tydeligt aflæses i de trafiktal for de berørte kommuner, som Vejdirektoratet netop har offentliggjort.

Tallene viser, at biltrafikken i nedlukningsperioden faldt med over en tredjedel i de berørte kommuner, mens også varevognstrafikken var kraftigt berørt. Derimod kan der kun aflæses et mindre fald i trafikken med de store lastbiler og godstransporten.

Transportminister Benny Engelbrecht læser tallene som et tegn på den ansvarlighed, de nordjyske borgere udviste i de pågældende uger.

– Vi tager mange og svære beslutninger for at begrænse smittespredningen, og vi er fra regeringens side klar over, at vi beder danskerne om at bære store ofre, især når vi lukker flere kommuner ned, som vi så i Nordjylland. Nordjyderne har under nedlukningen udvist stort samfundsansvar og i høj grad indrettet sig efter den nye virkelighed, som heldigvis blev kortere end frygtet, og det skyldes uden tvivl, at nordjyderne tog de nødvendige forholdsregler for at stoppe smitten. Trafiktallene viser netop, at rigtig mange nordjyder blev hjemme, og det glæder mig at se, at nordjyderne stod sammen og løftede det store samfundsansvar,” siger transportministeren.

Nedlukningen af de syv nordjyske kommuner sluttede i weekenden, og kommunerne er nu igen underlagt de samme restriktioner som resten af Danmark.

Forfatter

Related posts

Top