Meldingen var ikke til at tage fejl af, da statsminister Mette Frederiksen (S) for et år siden annoncerede, at Danmark lukkede ned: Der er ikke brug for at hamstre varer.
Allerede om aftenen efter det nu historiske pressemøde skyndte danskerne sig alligevel i supermarkederne, og særligt dagen efter – 12. marts – var travl i butikkerne.
Her havde Coop, der blandt andet står bag Kvickly og Fakta, et salg, der svarer til tre travle juledage, fortæller kommunikations- og analysechef Lars Aarup.
– Vi solgte rigtig meget toiletpapir dagen og ugen efter. Faktisk så meget, at der gik halvanden måned, før vi kunne se, at salget var oppe på det normale igen, fortæller han.
Også i Rema 1000 blev der solgt meget toiletpapir efter pressemødet. Det lå øverst på listen over, hvad kunderne købte, da landet blev lukket ned.
På tre dage blev der solgt nok til, at det kunne blive rullet rundt om jorden – 12 gange, skriver kædens kommunikationschef, Jonas Schrøder, på Twitter.
Herefter faldt salget, da danskerne havde fået fyldt fryseren og køleskabene, men 17. marts kom der endnu en stor stigning efter et nyt pressemøde.
Her strammede statsministeren restriktionerne yderligere, inden dronning Margrethe i en tale opfordrede til, at danskerne fulgte myndighedernes råd.
/ritzau/