De første 500 millioner kroner til flere voksne i landets daginstitutioner er snart på vej til kommunerne.
Regeringen er sammen med De Radikale, SF og Enhedslisten blevet enige om, at fordele pengene efter kommunernes børnetal. Det betyder, at kommuner med flest børn under fem år også får den største sum penge.
I følge tal fra Børne- og Undervsningsministeriet sendes 3,6 millioner kroner til Thisted Kommune i år. Både Struer og Morsø kommuner modtager 1,5 millioner kroner, mens Lemvig Kommune må nøjes med 1,3 millioner kroner.
– Med den her aftale tager vi de første vigtige skridt til en bedre kvalitet i landets daginstitutioner.
– Der skal være flere pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere, så børnene får den opmærksomhed, de har fortjent, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). i en pressemeddelelse.
Aftalen først skal endeligt godkendes i Finansudvalget, før at pengene sendes ud til landets kommuner.
Pengene er blevet afsat på finansloven for 2020, og de er øremærket til pædagogisk personale. Det vil sige, at hvis de ikke bliver brugt til at ansætte flere pædagoger, så skal pengene returneres.
/ritzau/