I anledningen af 80-året for befrielsen i 1945 viser Museum Thy på Thisted Museum særudstillingen THY BESAT 1940-1945. Udstillingen indvies fredag d. 7. februar og er åben for publikum fra 8. februar. Særudstillingens omdrejningspunkt er thyboernes oplevelser og vilkår i besættelsestiden.
1940-1945 er en skelsættende periode i Danmarkshistorien, som stadig debatteres og refereres til.
Besættelsestiden har sat mange spor. Kyststrækningen ved Thy var vigtig i forhold til Tysklands forsvar af Skagerrak og mod en britisk invasion fra vest. Det betød, at der blev stationeret mange tyske soldater på egnen, og der gennemførtes et massivt byggeri af befæstningsanlæg.
Hele Thy blev påvirket af dette, da det bragte mange nye arbejdspladser, og derigennem et økonomisk opsving til egnen. Hverdagen var dog alligevel præget af mørklægning, indskrænket frihed og varemangel. Det vil i udstillingen blandt andet være muligt at se remedier til mørklægningen af thyboernes hjem og en kjole af faldskærmsstof fra en britisk våbennedkastning.
Det var også en tid, hvor thyboerne observerede hinanden, og hvis folkene bag den illegale presse mente, at man havde for megen omgang med de tyske tropper, blev man med navns nævnelse udskammet i ”Den sorte Bog”.
Nogle gange kom krigen også tæt på ved flynedstyrt og minesprængninger. Museets gæster vil blandt andet kunne se et propelblad fra den amerikanske B-17-bombemaskine, som styrtede ned ved Hørdum 22. februar 1944.
Særudstillingens historier, genstande og fotos er knyttet til Thy og thyboer. Den indeholder historier om, hvilke relationer der opstod mellem lokalbefolkningen og besættelsesmagten, hvordan befrielsesdagene var fyldt med både glæde og alvorlige opgør, og hvordan modstandsarbejdet forløb i Thy. Museets besøgende kan se blandt andet se en hjelm båret af en modstandsmand fra Thy og en sprængt jernbaneskinne fra sabotagen af Thy-banen.
Udstillingens besøgende vil også få et indblik i, hvordan to almindelige thyboer oplevede hverdagen under besættelsen. Den ene, Lene Helleberg fra Thisted, skrev breve til sin datter i København. Heri kan det læses, hvordan krigen påvirkede hende og familiens daglige liv. Den anden, Clemmen Brunsgaard, som var redaktør på den lokale avis Social-Demokraten, skrev dagbog under besættelsen og dokumenterede krigens gang.
Museum Thy inviterer thyboer og andre interesserede til at gå på opdagelse i besættelsestidens historier og dilemmaer i særudstillingen på Thisted Museum året ud.
Museet søger kontakt med “vidner”
For yngre generationer er besættelsestiden noget man læser om, men vor tids ældste generation er førstehåndsvidner, med et unikt indblik i, hvordan Thy og thyboerne blev påvirket af den tyske værnemagts tilstedeværelse. Har du eller dine familiemedlemmer nogle fortællinger om besættelsen i Thy? Så vil vi gerne kontaktes, lyder det fra Museum Thy.
Kontakt vedr. beretninger og eventuelle genstande fra krigens tid:
Jens Andersen, afdelingsleder på Bunkermuseum Hanstholm
Mail: ja@museumthy.dk
Tlf. 3066 9634.