Salgschef bortvises: Sendte fortrolige dokumenter videre

Hanstholm Havn bortviser nu den nu tidligere salgschef Steen Harding Hintze, der i slutningen af januar valgte at sige sin stilling op efter kun en måneds ansættelse, til fordel for et job hos Hirtshals Havn. Her skal han være direktør for et udviklingsselskab, som arbejder med en konkurrerede agenda.

Hanstholm Havn påtænker desuden yderligere formelle foranstaltninger, da fortrolige dokumenter omfattet af Lov om forretningshemmeligheder er blevet videresendt til en privat mail.

Salgschefens opsigelse kom som en stor overraskelse for Hanstholm Havns direktør, Nils Skeby, som efter nærmere undersøgelser har valgt at iværksætte en bortvisning:

– Nu har vi så ovenikøbet erfaret, at der er blevet videresendt fortrolige dokumenter vedrørende Hanstholm Havns forretningsudvikling til en privat mail. Det er en klar misligholdelse af ansættelsesforholdet, som vi har fundet det nødvendigt at handle på, siger Nils Skeby og uddyber:

Nils Skeby. Pressefoto

– Samarbejdet mellem Hanstholm Havn og Steen Harding Hintze har lidt et væsentligt tillidsbrud, og vi anser de illoyale handlinger for at udgøre en væsentlig overtrædelse af stillingsforholdet hos Hanstholm Havn. Det har vi svært ved at finde en plausibel forklaring på, og derfor påtænker vi yderligere formelle foranstaltninger, da dokumenterne er omfattet af om forretningshemmeligheder.

Nils Skeby opfatter dokumentdelingen som ekstrem illoyal og finder det i den forbindelse væsentligt, at videresendelsen har fundet sted i forbindelse med eller op til, at Steen Harding Hintze indgik en aftale med Hirtshals Havn og derefter opsagde sin stilling hos Hanstholm Havn den 31. januar.

I forbindelse med pressens dækning af sagen er det desuden kommet frem, at Steen Harding Hintze indledte forhandlinger med Hirtshals Havn allerede inden sin opstart i Hanstholm per 1. januar 2021.

Det oplyste bestyrelsesformand for Hirtshals Havn, Anker Laden-Andersen, i en artikel udgivet af Nordjyske Stiftstidende i starten af februar.

Forfatter

Related posts

Top