At man skal holde afstand til hinanden er de fleste, der færdes i trafikken bevidst om. Alligevel kender de fleste af os situationen, hvor en bagvedkørende kører alt for tæt på en selv.
Fredag aften kl. 20.47 blev en 21-årig mand fra Salling sigtet for at ikke have holdt tilstrækkeligt med afstand til en forankørende, da han kom kørende ad Vildsundvej ved Erslev på Mors, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 90 km/t. Den forankørende bil viste sig at være en civil politipatrulje, og det var derfor ingen sag at få bragt sallingboen til standsning.
Den 21-årige mand er sigtet for ikke at have holdt tilstrækkeligt med afstand, ved blot at holde en afstand på omkring 10 meter til patruljevognen.
Foto: Niclas Jessen