Torsdag den 27. februar 2025 vil ungerådgiver Marie Sommer fra Headspace Herning, komme til Morsø gymnasium og holde et oplæg for de unge om trivsel og mistrivsel.
Oplægget er kun for gymnasieeleverne, men er du interesseret i at møde og snakke med ungerådgiveren er hun til stede i gymnasiets kantine fra kl. 12.10 til 14.00.
Bekymringen for unges trivsel er et tilbagevende problem og i Danmark oplever mange unge en grad af mistrivsel. Det påvirker ikke kun vores unge, men berører hele familien – forældre, bedsteforældre og venner. Også fag-personer som lærere, lægeklinikker m.m. berøres.
Headspace blev stiftet af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen i erkendelsen, at ressourcerne er begrænsede i det offentligt system, og det kan være en lang proces at nå frem til at få hjælp. Headspace arbejder med at styrke de unges mentale sundhed ved at bryde gamle tankegangsmønstre og se verden fra nye perspektiver.
I samarbejde med Headspace inviterer Inner Wheel alle gymnasieleverne til et infooplæg med titlen “Sammen om Danmarks Unge”. Titlen understreger vigtigheden af involvering i kampen mod mistrivsel blandt landets mest udsatte gruppe – vores unge mennesker. Headspace vil give eleverne indsigt i deres arbejde for at forbedre mental sundhed for børn og unge i Danmark.
Øget opmærksomhed omkring problemet kan skabe den nødvendige dialog og handlekraft. Det er ikke kun et spørgsmål om penge eller politik, men også om, at hvis vi ser noget dårligt ske for en af vores venner eller kammerater, så lad os gribe ind.
Udover at Inner Wheel er netværk, som mødes i venskab om interessante emner, er det også et netværk med et vigtigt formål at hjælpe især børn/unge og kvinder, som har brug for støtte. Derfor giver det også god mening for Inner Wheel at samarbejde med Headspace.
Fakta
Inner Wheel er en verdensomspændende kvindeorganisation, som er repræsenteret i 100 lande med ca. 120.000 medlemmer. I Danmark er der 85 klubber med ca. 2000 medlemmer. Inner Wheel er en hjælpende organisation med særlig fokus på børn og kvinder. Over hele verden støtter organisationen målet om at give sårbare og udsatte børn og kvinder et bedre liv.
Foto : Headspace