Sejlklub og kommune samarbejder om oplevelses- og søsportscenter

Der kommer stadig mere vind i sejlene med planerne for og samarbejdet omkring et oplevelses- og søsportscenter på Mors. Morsø Sejlklub og Marina kan se både muligheder og fordele i den måde projektet har udviklet sig på.

Forleden mødtes repræsentanter for klubben og styregruppen for det nye center. Tonen var positiv, og parterne ser fremad og med friske øjne på projektet.

Parterne vil fokusere på et samarbejde omkring børn og unge og fjorden, og ansøgninger til fonde og andre, der kan bakke økonomisk op til udvikling af både centeret og klubben. For begge har samme mål: At skabe mere liv omkring fjorden.

– Vi kan se positive ting i projektet. Derfor meldte vi os på banen og bad om et møde og fik en rigtig god dialog om mulighederne. Vi vil gerne være en del af samarbejdet omkring de unge med vores erfaring og udstyr, fortæller Jørgen Dahlgren, medlem af bestyrelsen for Morsø Sejlklub og Marina, og han tilføjer:

– Projektet kan gøre flere unge interesseret i fjorden og i søsport og forhåbentligt også give os nye medlemmer i sejlklubben, tilføjer han.

Opbakningen vakte glæde i styregruppen for Oplevelses- og Søsportscenteret. Formanden for gruppen, Ellen Philipsen Dahl, ser frem til samarbejdet.

– Vi får klubbens kompetencer, og de får kontakt med flere unge. Vi er ikke konkurrenter, og vi vil alle Mors det bedste. Vi står bare stærkere ved at gå sammen her. Både som inspiration og når vi skal ud at søge om penge, lyder det fra Ellen Philipsen Dahl.

Hun håber også, at dette samarbejde vil have en positiv effekt, så endnu flere får lyst til et møde med styregruppen for at høre mere om og drøfte mulighederne.

Forfatter

Related posts

Top