SIDSTE CHANCE for billetter til Thy Rock 2025

THY ROCK 2025 nærmer sig hastigt udsolgt. Der er mandag morgen ca 1.000 partoutbilletter og nogle få håndfulde endagsbilletter til fredag tilbage. Dermed bliver Dyrskuepladsen fyldt igen, når årets musikfest i Thy afvikles den 27.-28. juni 2025.

“Det er fantastisk, og hurtigere end nogensinde før. Vi har verdens bedste publikum, og deres enorme opbakning er vi taknemmelige for. Det er klart, at den opbakning forpligter ikke bare i år, men også i årene fremover”, lyder det fra en glad Festivalleder Hans Peter Jarl Madsen.

Han fortæller, at de praktiske forberedelser har været i gang længe.

“Vi forsøger hele tiden at blive endnu bedre, at tilføje endnu mere til publikumsoplevelsen, når man er til THY ROCK. Som noget nyt kommer der i år en pianobar. hvor Sasha Dupont, Hans-Jacob Lauridsen, Bjarne Langhoff og lokale Lasse Mark, underholder i pauserne mellem scenerne. Uden at love noget, vil jeg ikke udelukke flere nye ting”, siger Hans Peter Jarl Madsen.

THY ROCK er i fuld gang med at lede efter de godt 1.100 frivillige, der skal til, for at festivalen kan afvikles.

“Det ser godt ud, men vi kan sagtens bruge flere. Med udsigten til en udsolgt Thy Rock  er en frivilligtjans eneste mulighed for at komme med til årets THY ROCK”, påpeger Hans Peter Jarl Madsen.

Du kan se hele programmet, købe billetter eller melde dig som frivillig på www.thyrock.dk

Forfatter
Top